|
Standarden for sportsridetypen iflg. Knabstrupperforeningen.
TYPE:
Knabstrupperhesten af sportsridetypen er en højstillet, storrammet og harmonisk hest af god dybde og
bredde.
STØRRELSE:
Knabstrupperhesten er over 148,0 cm. i stg.
LØD:
Knabstrupperens væsentligste kendetegn er en særpræget lød. De forskellige farvevarianter kan være stærkt varierende. Farveudbredelsen har derfor ingen indflydelse på bedømmelse og kåringsklassificering. Minimumskravet for farveudbredelse:
Der skal mindst være kødfarvede pletter ved de naturlige åbninger.
Ensfarvede hingste eller hingste der kun har kødfarvede pletter ved de naturlige åbninger, skal dog tilføres knabstrupperhopper med knabstrupperlød. Hingste med gråskimmelanlæg kan ikke kåres. Hingste med glasøjne eller udpræget rottehale kan ikke kåres.
Heste, der er udpræget brogede, kan ikke kåres.
Ensfarvede hopper efter en kåret knabstrupperforælder kan kåres. En sådan hoppe skal dog tilføres en godkendt knabstrupperhingst med knabstrupperlød.
HOVED OG HALS:
Hovedet skal harmonere med hestens kropsbygning. Hovedet skal være udtryksfuldt med klare rolige øjne og med rigelig plads mellem ganacherne. Hovedet skal være velforenet gennem en god bevægelig nakke med en middellang, velformet og velansat hals.
SKULDER OG MANKE
Skulderen er lang og skråtliggende med god frihed og en velmarkeret manke.
OVERLINIE OG BAGPART:
Knabstrupperhesten har en velmarkeret manke, der går jævnt over i en stærk ryg med et kort muskuløst lændeparti og et langt, muskuløst og svagt hældende kryds med velansat hale og naturlig og fri haleføring.
LEMMER:
Lemmerne skal passende føre, stærke, tørre og velstillede. Velmarkerede led med gode vinkler i haser og koder. God hasebredde med jævn overgang til piben. Piberne skal være korte og flade.
Koderne passende lange og fjedrende. Muskelfyldt underarm samt bred og dyb lårmuskulatur. Hovene velformede og med god hornkvalitet.
BEVÆGELSEN:
Bevægelsen skal være let og fremgribende, regelmæssig, taktfast og elastisk med god indundergriben.
TEMPERAMENT:
Sportsridetypens temperament skal være livligt og venligt, omgængeligt og samarbejdsvilligt.
Stald Buch v/Heidi Buch Jensen. |